SK-AAL logo

Ofte stillede spørgsmål

FAQ

Bestyrelsen består af medlemmer, der flyver eller har fløjet på daglig basis og med forskellige flyselskaber. Det giver os en kæmpe erfaring, som vi gerne deler ud af.

De hyppigst forekommende spørgsmål har vi beskrevet her i FAQ (Frequently Asked Questions).

Skulle du have flere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.


Har du yderligere spørgsmål?

Hvorfor er foreningen stiftet?
Foreningen blev stiftet i 2001 af en lille flok flyrejsende mellem Aalborg og København, fordi en enkelt pendler Finn Lund, syntes han så flere ansigter i flyet igen og igen. Det kunne være rart at have nogen at snakke med, hvis man en sen aften i Kastrup blev forsinket.

Foreningen blev stiftet ved det første møde 2. lørdag i januar i Aalborg Hallen, hvor 15 pendlere var mødt frem. Siden er det en tradition, at der hvert år den 2. lørdag i januar afholdes foreningens ”Nytårstaffel”, hvor vi mødes, spiser, drikker og spiller kegler i Aalborg Hallens kælder. Formålet er alene socialt, hvor vi skaber netværk til støtte i den hårde dagligdag som flypendler.
Hvad arbejder foreningen for?
Foreningen arbejder for at påvirke både lufthavne og flyselskaber til, at give os de bedst mulige betingelser i dagligdagen. Bestyrelsen arbejder med at søge indflydelse gennem Transportministeriet, pressen, politikere, lufthavne og flyselskaber.

Foreningen er en netværksforening, der er baseret på, at alle medlemmer bidrager. F.eks. gennem eget netværk eller arrangementer for foreningens medlemmer. Måske gennem politisk påvirkning eller synliggørelse af foreningen. Såfremt man ikke ønsker at bidrage, bør man nøje overveje sit medlemskab.
Kan jeg blive medlem og hvordan bliver jeg det?
Du skal være forretningsrejsende og flyve mere end 50 one-way pr. år. Private rejser er ikke en del af kriteriet for at blive medlem. Når du som medlem stopper med at flyve forretningsmæssigt, er vi stadig glade for dit medlemskab. Hvis du er en del af flybranchen, vil vi være glade for dit medlemskab, og vi påskønner, at du vil arbejde for foreningen.

Et medlemskab er personligt. Dermed kan virksomheder ikke tilmelder medarbejdere, og opkrævninger fremsendes ligeledes til medlemmerne personligt og ikke til virksomheder.

Du kan sende ønske om indmeldelse her.
Hvad får jeg for mit medlemsskab?
Netværk: Og chancen for at støtte foreningens arbejde med at sikre gode betingelser for de forretningsflyvende på Aalborg-København ruten.

Sociale arrangementer: Arrangeret af medlemmerne, kan der historisk kan nævnes følgende eksempler: Besøg i SAS Flight Academy i Stockholm, besøg i kontroltårnet i Kastrup, besøg i Metrobyggeriet, Det Kgl. Teater back-stage, Hovebanegården, Kastellet, Christiansborg, Kohberg boller og Jyllandsposten.

Foreningen har opnået følgende goder hos flyselskaber og lufthavne:
  • Aalborg Lufthavn: Gratis P-kort til ”Direct Parking” for de 80 hyppigst flyvende medlemmer
  • SAS: Faste priskampagner på 40-turs Travelpass 4 gange om året
  • Norwegian: Rabatkode, der giver en væsentlig prisreduktion

Der kan ikke stilles krav om disse tre nævnte goder, og de kan forsvinde uden varsel.
Hvilke sociale arrangementer er der?
Der er nogle faste sociale og administrative arrangementer:
  • Nytårstaffel den 2. lørdag i januar hvert år
  • Stegt flæsk i Aalborg Lufthavn i november måned hvert år
  • Generalforsamling i maj måned hvert år
  • Golf den 1. fredag i september – arrangeret af en gruppe medlemmer

Derudover ønskes det af medlemmerne, at man tager initiativ til arrangementer, der kan samle og styrke foreningens netværk.
Hvad er en SK-AAL guldnål?
Både medlemmer og samarbejdspartnere kan blive tildelt en SK-AAL Guldnål som tak for veludført arbejde for foreningen. Det kan være enten i form af at stå for et socialt arrangement eller andre ting, der fremmer foreningens virke.
Hvordan får jeg del i P-kort, kampagner og rabatter?
P-kort:
Tildeles til de 80 hyppigst flyvende medlemmer efter 1. års medlemskab. De tildeles pr. 1. september hvert år.

SAS Travelpass:
Tidspunkter for priskampagner annonceres ved mail og på LinkedIn.

Norwegian:
Rabatkode fremsendes ved indmeldelse.
Hvad er et SAS Travelpass?
Et Travelpass gælder for 1 år, og billetterne falder bort, når kortet er ældre end 1 år, hvis du har et klippekort. Et Travelpass er et såkaldt ”Business Class” produkt, hvor alle ture er fuldt fleksible billetter med seating forest i kabinen.

Et Travelpass klippekort kan anvendes af flere personer. Du skal blot ved købet angive navnene på de personer, der skal kunne bruge det.
Hvordan flyver jeg billigst?
Det er helt afhængigt af dit flyvemønster. Hvis du bare går ind på SAS eller Norwegians hjemmesider, kan du køber billetter i det, vi kalder ”den fri prisstruktur”, hvor prisen som regel stiger op mod afgang, og kan nå helt op i 1.500,- til 1.700,- pr. one-way.

Både SAS og Norwegian har andre muligheder:

SAS udbyder et produkt, et såkaldt Travelpass, hvor du køber flere ture ad gangen. Du kan købe lige fra en slags ”partout-kort” til et klippekort. Partoutkortet er et såkaldt Unlimited Travelpass, hvor man kan flyve et ubegrænset antal gange i en given periode, som kan være 3, 6 eller 12 mdr. Et klippekort kan købes med både 20, 40, 60 og 100 klip / one-way ture, der skal bruges indenfor et år.
Når man forhåndskøber et Travelpass er prisen fast og dermed uafhængig af evt. prisstigninger på de enkelte afgange. For et 40-turs Travelpass er prisen 750,- pr. one-way og for et Unlimited Travelpass falder prisen pr. one-way, desto mere du flyver.

Prisen på et 12 mdrs. unlimited Travelpass er som regel mellem 140-150.000,- Prisen for et 40-turs klippekort (40 One-ways) er som regel på 30-32.000,-
Øvrige priser kan ses på SAS’ hjemmeside, når du køber et Travelpass. Du skal være medlem af Eurobonus og have en profil hos SAS.

Norwegian giver kun mulighed for at købe billetter i ”den fri prisstruktur”. Prisen på en billet stiger dermed oftest op mod afgang. Vi har i SK-AAL en rabataftale for vores medlemmer, som især er god på de såkaldte ”Flex” billetter.

Rabataftalen giver så megen rabat, at prisen faktisk fastholdes også op mod afgang og er som regel 600-650,- kr. pr. one-way. Prisen svinger meget lidt og kommer sjældent over 700,- pr. one-way.
Hvordan er afbestillingsreglerne for billetter?
Hvis du har købt billetter i ”den frie prisstruktur” på GO / Lowfare, kan billetten som regel ikke refunderes eller flyttes.

Hvis du har købt SAS Travelpass eller Norwegian Flex billetter, er de fuldt fleksible. De kan aflyses, og de kan flyttes. Og ved no-show – altså at du ikke har afbestilt billetten, men bare ikke når flyet – så er billetten heller ikke tabt.
Hvordan fungerer flyselskabernes loyalitetsprogrammer?
SAS: Har et Eurobonus program, som du kan læse om her. Programmet indeholder, at du får et Eurobonus kort, der viser, hvor meget du flyver – altså hvor mange eurobonus point, du har optjent det sidste år. Der findes kategorierne Eurobonus, Sølv, Guld og Diamant.

Man bliver guld Eurobonus ved 50 flyvninger om året og diamant ved 90. SK-AAL medlemmer er som regel enten guld eller diamant eurobonus – også fordi det kræver 50 flyvninger om året at blive medlem.

Der er en række fordele, men her skal det især nævnes, at man som guld og diamant medlem er garanteret plads inden 48 timer før afgang. Det giver en dejlig frihed og fleksibilitet i dagligdagen. Desuden har SAS priority boarding, der betyder at guld og diamant kunder boarder flyet først, og da de sidder på de forreste rækker, kommer de også først ud af flyet.

Norwegian: Har et Reward program, som du kan læse om her. Programmet indeholder, at du optjener Cash-points, som du løbende kan bruge til at købe billetter for.
Hvordan fungerer security?
I både Aalborg Lufthavn og Københavns Lufthavn er der enten Fast Track eller Express Track, hvis du har SAS Travelpass eller Norwegian billetter købt med SK-AAL rabatkoden.

I Københavns Lufthavn er der derudover markeret et såkaldt Indenrigsspor, som gør at man også kan gå gennem Express Track som indenrigspassager.
Hvornår skal jeg møde i lufthavnen?
Hos SAS skal du være ved gaten 10 min. før afgang og hos Norwegian 20 min. før afgang. Dvs. du skal være igennem security og igennem lufthavnen helt ud til den gate, hvor du bliver lukket ind i flyet.

Det er som regel i fin tid, hvis du er 30-40 minutter før afgang i lufthavnen afhængigt af hvilket flyselskab, du flyver med.
Hvordan er skattereglerne?
Du kan trække de faktiske udgifter til dine flyrejser fra i skat. Transporterede km til og fra lufthavne kan du som lønmodtager trække fra som et befordringsfradrag til taksten pr. km som angivet i befordringsfradragsreglerne.

De sædvanlige befordringsfradragsregler baseret på et km-fradrag er ikke gældende for den afstand, du bliver transporteret pr. fly. Dette gælder, uanset om du er lønmodtager eller selvstændig.

Denne hjemmeside registrerer ingen data om dig, udover hvad du selv angiver via vores kontakt- og indmeldingsformularer. Læs mere om, hvordan SK-AAL behandler persondata: Persondatapolitik